Download Flash Player
View Flash Movie
Denne garantiobligation vil blive indfriet til kurs 100. Den angivne foreløbige indfrielseskurs ovenfor er altså lig med den faktiske indfrielseskurs d. 15. december 2014. Det potentielle afkast på den underliggende råvarekurv modtages således ikke gennem garantiobligationens indfrielseskurs, men gennem årlige afkastudbetalinger. Se mere i stamdataarket.
Ovenstående bud-/udbudskurs opdateres dagligt.
Aktuel værdi og udvikling i det underliggende aktiv samt udvikling (ift. midt) og foreløbig indfrielseskurs for garantiobligationen opdateres sammen med nedenstående kommentarer ugentligt. Seneste opdatering: 30. august 2010. Næste opdatering: 9. september 2010
Verdensøkonomien har gennem det forgangne kvartal fortsat sin genopretning, og den samhandelsmæssige aktivitet er fortsat i fremgang. Den overordnede globale tilstand dækker dog over væsentlige forskelle regioner og lande imellem, og der kan således spores såvel vækstunderstøttende som vækstbegrænsende tendenser. Genopretningen er underlagt en mild opbremsning, og der kan argumenteres for både en fortsættende global vækst samt risikoen for et ’dobbelt-dyk’-scenarium, en ny recession – en risiko der gennem den seneste tid er blevet større.
I starten af juli måned løftede den internationale valutafond (IMF) dog sit skøn for den globale vækst i 2010 til 4,6 %. Bredt funderet er det fortsat de såkaldte ’emerging markets’ lande (især flere asiatiske og sydamerikanske lande), der med fortsat høj vækst og importmæssig efterspørgsel agerer drivkraft for den verdensøkonomiske fremgang, mens udfordringerne i den amerikanske, japanske og visse europæiske økonomier udgør den største trussel mod et fortsættende globalt opsving.
I USA har økonomien den seneste tid udvist vækstrater højere end ellers frygtet, men fremadrettet er der dog væsentlige usikkerhedsmomenter for en fortsættelse heraf, herunder udfasningen af offentlige stimuli og et eventuelt mere målrettet fokus mod nedbringelsen af det offentlige budgetunderskud. Ligeledes holder de fortsat noget pressede bolig- og arbejdsmarkeder privatforbruget i ave, mens de seneste tal for fremstillings- og serviceindustrierne har udvist blandede takter. Den amerikanske centralbank har ligeledes udtrykt bekymring om den kommende vækst i den amerikanske økonomi og har på den baggrund erklæret sig parat til at gøre alt, hvad der står i dens pengepolitiske magt for at holde hånden under en økonomisk genopretning.
Tilstanden i de europæiske økonomier er noget tveægget: Mens eksempelvis de skandinaviske økonomier generelt har bedre balance i de offentlige finanser, herunder de offentlige budgetter samt den offentlige gæld, er flere sydeuropæiske økonomier, herunder Portugal, Italien, Grækenland og Spanien, underlagt nødvendige offentlige besparelser, hvilket lægger en dæmper på den økonomiske vækst. Overordnet set er Europa dog aktuelt inde i en bedre udvikling end tidligere frygtet. Som en vigtig bestanddel af den samlede europæiske økonomi har Tyskland gennem de seneste måneder vist stærke takter gennem en stigning i ordreindgangen, industriproduktionen samt eksporten (navnlig til Kina, men også til USA). Bemærkelsesværdigt er også, at det tyske privatforbrug igen udvikler sig positivt, og den britiske vækst har overrasket positivt. De tyske, britiske og øvrige europæiske indikatorer – private, investor- og erhvervsmæssige – er dog ikke entydige i deres signaler og Europa vil unægteligt blive ramt af negative konsekvenser af eventuelt skærpede amerikanske økonomiske udfordringer.
Flere asiatiske økonomier oplever stærk økonomisk fremgang. Lande som Singapore, Taiwan, Indien, Kina m.fl. udviser fortsat høje vækstrater. Den indenlandske efterspørgsel er en stadig mere betydningsfuld drivkraft, og eksporten til Europa og USA har vist bedre end ventede stigningstakter på det seneste. Undtagelsen blandt de asiatiske økonomier er Japan, hvis økonomiske vækstudsigter ser noget dystre ud og, som for USA, påvirkes af en kommende udfasning af offentlige stimuli. Den japanske centralbank signalerer ligeledes yderligere brug af pengepolitiske stimuli som modvægt.
Den vækstmæssige forskel regioner og lande imellem afspejles ligeledes i forskelle i den praktiserede pengepolitik. Mens der i de ’gamle’ økonomier fortsat føres en lempelig pengepolitik, hvor både den amerikanske, britiske og europæiske centralbank har fastholdt de ledende renter på rekordlave niveauer (i en fortsat indsats for pengepolitisk stimulans), har centralbankerne i eksempelvis Malaysia, Indien, Australien samt Norge og Sverige m.fl. derimod strammet grebet og hævet renten i 2010. USA, Storbritannien og euro-området er eksempler på økonomier, hvori risikoen for lav vækst er større end risikoen for et højt inflationært pres, hvorimod den sidstnævnte gruppe af lande repræsenterer økonomier for hvilke det modsatte snarere er tilfældet.
Generelt har de seneste tre måneders udvikling på råvaremarkedet budt på prisstigninger på adskillige råvarer, understøttet af den igangværende genopretning af den globale økonomiske vækst. Prisstigningerne har hovedsageligt været drevet af efterspørgslen fra emerging markets landene, herunder Kina, i kombination med en generel forventning om lavere udbudsvækst fremadrettet.
Fra slutningen af maj måned til starten af august måned steg prisen på olie til over 80 dollar pr. tønde, mens prisen på industrielle metaller såsom kobber og zink oplevede prisstigninger på 20-30 %. Stigningerne skal dog ses i forhold til kraftige prisfald tidligere på året. Genopbygningen af lagerbeholdninger samt massive offentlige indenlandske investeringer i infrastruktur og byggeri, eksempelvis i Kina, har bidraget til udviklingen.
I samme periode har ædelmetaller som guld og platin oplevet mindre prisstigninger efterfulgt af mindre prisfald. Generelt er de løbende udsving i råvarepriserne samtidigt steget, hvilket skal ses i lyset af den aktuelle usikkerhed om holdbarheden af den globale økonomiske genopretning, og de seneste uger da også har resulteret i såvel nye prisfald som efterfølgende prisstigninger på bl.a. olie og de ovenfor nævnte industrielle metaller. Den aktuelle usikkerhed kan omvendt resultere i nye prisstigninger for ædelmetallerne i efterspørgslen efter mere sikre aktiver.
Endelig er prisen på visse landbrugsafgrøder, herunder sukker, soja, majs og hvede, steget markant. En stærkt indskrænket høst som følge af dårlige vejrmæssige forhold har begrænset udbuddet. Særligt for hvede har massive regnmængder i Canada og andre steder samt omfattende russiske skovbrande ødelagt en væsentlig del af årets høst, hvilket har medført voldsomme prisstigninger.
Siden udstedelsen af garantiobligationen har den underliggende råvarekurv styrket sig en smule. Mens Baltic Dry Indekset, guld samt platin er faldet i værdi, er de resterende råvarer - metallerne, afgrøderne og råolie - steget i værdi. Den foreløbige afkastudbetaling modsvarer den samlede aktuelle udvikling i råvarekurven.
Indholdet på denne hjemme-side er tænkt som generel information om garanti-obligationer og kan på ingen måde sidestilles med eller erstattes af økonomisk rådgivning. Garanti Invest A/S kan ikke pålægges ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte er pådraget på grundlag af de informationer, som findes her. Garanti Invest A/S påtager sig endvidere intet ansvar for indholdet på de hjemmesider, der kan linkes til via denne hjemmeside.