Sådan opgøres afkastet

På garantiobligationens udløbsdag udbetales normalt hovedstolen plus et eventuelt tillægsbeløb. Indfrielseskursen udregnes altså således:

Tillægsbeløbets størrelse afhænger af udviklingen i de underliggende aktiver gennem løbetiden. Tillægget opgøres således:

Stiger aktivernes værdi frem til udløbsdagen, opgøres afkastet som den gennemsnitlige stigning gange deltagelsesgraden. Falder aktiverne, bliver tillægsbeløbet nul og kun hovedstolen udbetales.

Stigningen i aktivernes værdi opgøres som et gennemsnit af observationer gennem løbetiden (gennemsnitsprincippet).

I det følgende beskrives begreberne ”deltagelsesgrad” og ”gennemsnitsprincip” og hvilken betydning, de har for investor.

Hvad er deltagelsesgraden?
Deltagelsesgraden er den procentsats, der udtrykker, hvor høj andel af stigningen de underliggende aktiver, investor modtager. Er deltagelsesgraden 80 %, modtager investor således 80 % af stigningen.

Deltagelsesgraden fastsættes kort før emissionsdagen (den dag, obligationen udstedes) og er uændret i hele løbetiden.

Deltagelsesgraden påvirkes først og fremmest af tre faktorer:
1) Det forventede kursudsving i det tilknyttede indeks (de underliggende aktiver).
Høje kursudsving giver lav deltagelsesgrad og omvendt.

2) Renteniveauet i Danmark
Høj rente giver en høj deltagelsesgrad og omvendt.

3) Obligationens konstruktion
Hvis obligationen udstedes til en kurs over 100, stiger deltagelsesgraden. Jo større overkursen er, desto højere kan deltagelsesgraden blive. Måden, hvorpå afkast opgøres har også indflydelse på deltagelsesgradens størrelse. Jo flere observationer, der foretages i løbetiden, jo højere kan deltagelsesgraden blive.

Hvad er gennemsnitsprincippet?
Indeksstigningen (stigningen i værdien af de underliggende aktiver) - som anvendes til at beregne det tillæg (afkast) investor får - måles ved årlige eller halvårlige observationer gennem garantiobligationens løbetid. Denne metode kaldes gennemsnitsprincippet.

Gennemsnitsprincippet benyttes for at sikre stabilitet i prisudviklingen på det underliggende aktiv. Dermed undgår man uheldige effekter af pludselige markedsforstyrrelser som for eksempel ekstreme kursudsving på en enkelt dag.

Når afkastet opgøres ved hjælp af målinger i løbetiden, fastholdes de eventuelle gevinster eller tab, der er opnået undervejs - uanset om de underliggende aktiver falder eller stiger mod slutningen af løbetiden.

Gennemsnitsprincippet er dermed med til at reducere risikoen, men det kan altså også være med til at mindske afkastet. Det illustreres nærmere i det følgende eksempel.

En garantiobligation med en løbetid på tre år. Indeksstigningen opgøres som gennemsnittet af seks halvårlige observationer i løbetiden. Figuren viser, hvordan indeksudviklingen i løbetiden kan afgøre det endelige afkast på obligationen.

I eksempel 1 er kurserne konstant steget ved hver måling gennem løbetiden. Gennemsnitsmetoden giver totalt set et lavere afkast, end hvis afkastet var blevet opgjort på udløbsdagen. Afkastet bliver her 70 % mod alternativt 120 %.

I eksempel 2 stiger kurserne i starten, men falder mod slutningen af løbetiden. I dette tilfælde giver gennemsnitsmetoden det højeste afkast: 75 % mod alternativt 50 %.